Tilskud til psykolog
1. Tilskud fra sygesikringen - med henvisning fra læge
Med en henvisning fra egen læge eller lægevagten kan man få tilskud fra den offentlige sygesikring til psykologbehandling, se aktuelle priser under "Priser & vilkår".
For at få en henvisning skal man tilhøre en af nedenstående personkredse:
- Røveri-, volds- og voldtægtsofre.
- Trafik- og ulykkesofre.
- Pårørende til alvorligt psykisk syge personer.
- Personer ramt af alvorligt invaliderende fysisk sygdom.
- Pårørende til personer ramt af en alvorligt invaliderende fysisk sygdom.
- Pårørende ved dødsfald.
- Personer, der har forsøgt selvmord.
- Gravide der som følge af misdannelser eller lignende ved barnet, får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.
- Personer der inden det fyldte 18. år har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb.
- Personer mellem 18-37 år med let til moderat depression.
- Personer mellem 18-28 år med let til moderat angst / OCD.
Hvis du er udsat for flere hændelser, giver hver hændelse mulighed for en henvisning til psykologbehandling.
Lægen kan henvise dig til psykologhjælp senest 6 måneder efter den begivenhed, der er grunden til at du ønsker psykologhjælp.
Henvisningen kan dog også udstedes senere og skal i alle tilfælde udstedes senest 12 måneder efter den udløsende begivenhed.
Tidsbegrænsningen gælder ikke i forbindelse med incest/seksuelle overgreb, depression eller angst/OCD.
En henvisning giver ret til max. 12 samtaler, dog kan personer med depression og angst/OCD opnå op til 2 x 12 samtaler efter henvisning fra egen læge.
2. Sygeforsikringen ”danmark”
Medlemmer af "danmark" kan få tilskud til psykologbehandling, når der er en henvisning fra lægen.
Aktuelle tilskud med lægehenvisning er 100 kr. pr. samtale.
Har psykologen vurderet, at en person har en let til moderat depression kan der gives tilskud fra "danmark".
Aktuelle tilskud uden lægehenvisning er 200 kr. pr. samtale.
3. Sundhedsforsikring
En sundhedsforsikring tegnet privat eller via arbejdspladsen giver i visse tilfælde helt eller delvis dækning til psykologsamtaler.
4. Kommunalt tilskud
Kommuner kan ud fra en social og økonomisk vurdering i visse tilfælde bevilge såkaldt enkeltydelse til samtaleforløb.
5. Arbejdsskadestyrelsen
I forbindelse med visse psykiske arbejdsskader kan Arbejdsskadestyrelsen yde tilskud til psykologbehandling.